lørdag den 9. januar 2010

Og hvad så nu?

Opfølgningen på decemberspørgsmålene er ved at være færdig. Der er dog fortsat nogle spørgsmål - bl.a. nogle jeg ikke kan svare på. Jeg vil selvfølgelig være glad, hvis læserne kan bidrage til opklaringen.

Ellers... hvad skal denne blog bruges til? Ja tanken er jo, som rektor også skriver, at alle kan få indflydelse på jubilæet og festen. I udvalget er det f.eks. blevet diskuteret, hvor mange penge der skal bruges på et orkester. Skal det være et stort, dyrt orkester? Eller er det bedst, hvis man har forskellige små orkestre til et sådant arrangement, hvor samværet og den fælles snak er mere væsentlige elementer end en stor koncert. Som jeg fornemmer det, er det den sidste opfattelse, der er dominerende i udvalget.

Ellers er der ikke sket så meget i udvalget endnu, men der er jo også rigelig tid. Ove Haarup arbejder hårdt på at lave en liste over samtlige ansatte på skolen i de sidste 50 år, hvilket er en omfangsrig opgave. Vi arbejder også på at fremskaffe flere billeder og andet til beskrivelse af de mange forskellige ting, der er sket, og vi vil i den kommende tid forsøge at få billeder af alle - eller i hvert fald de fleste - skoleforestillinger. Hvis I skulle have billeder liggende, så send nogle af de bedste - helst elektronisk til mig: al@mf-gym.dk, og jeg vil sørge for, at de bliver lagt ind på hjemmesiden.

Men vi vil orientere om diverse emner her på siden, så I kan få muligheder for at kommentere forløbet.

Når vi er færdige med skoleforestillinger, så kunne det også være interessant at se på billeder (og beskrivelser) af gode studieture o.lign., så der er nok at tage fat på. Kig altså i jeres gemmer, og send materiale til mig. Jeg vil i denne forbindelse gøre opmærksom på klassebilledet fra i går + tilhørende hjemmeside. Det kunne også være relevant stof at omtale på denne blog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar