onsdag den 3. februar 2010

Lukning på grund af sne


I anledning af meddelelsen på skolens hjemmeside i dag om skolelukning på grund af vejr- og trafiksituationen, så kommer jeg til at tænke på lignende situationer i årenes løb.

Det har altid været et problem for skolen at skulle finde ud af, hvornår der skulle aflyses, men i nutiden er det dog væsentlig nemmere at få meddelelsen ud via hjemmesiden, når beslutningen er truffet tidligt om morgenen.

Den værste situation, som jeg husker er fra omkring 1969, hvor jeg fortsat boede i Århus. Jeg skulle vist møde kl. ca. 10 og ville køre fra Århus kl. 8. Vejret var meget dårligt, så jeg ringede til skolen for at høre, om den havde tænkt sig at lukke. Det havde den ikke, da der var kommet en enkelt bus frem; så jeg kæmpede mig til Randers (det var før motorvejen!), ringede igen fra en telefonboks til skolen, men nej! Det lykkedes mig på forunderlig vis at komme igennem til skolen, som selvfølgelig lige var blevet lukket :-). Ind i bilen igen, og jeg slap lige nøjagtig tilbage til Århus, før vejen lukkede helt.

Så vidt jeg husker, var det ikke sprogets pæneste gloser, jeg brugte om Hobro Gymnasiums administration den dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar