Noget af det, jeg var mest glad for i 1968, var, at klasserne var mindre. Der var en maksimumgrænse på 24 elever i klassen, og det var lokalerne beregnet på. På grund af stor mangel på dansklærere i en periode i starten af 1970'erne, så måtte jeg dog undervis 50 realelever på samme tid 5 timer om ugen. Det var en herkulesopgave, og jeg forstår den dag i dag ikke, hvordan det kunne fungere, men eleverne kunne vist også forstå, at det var vanskeligt, så de var ret forstående. Men det betød, at jeg fik dobbeltløn, og det var ikke så galt for en ung lærer med studiegæld.
Det var selvfølgelig kun muligt at undervise så stort et hold, fordi eleverne var vant til at sidde nogenlunde stille på pladserne i lang tid med traditionel klasseundervisning, og så var der ikke tale om moduler, men 50 minutters undervisning. Der blev naturligvis lavet noget gruppeundervisning og andet, men skolen var slet ikke indrettet til andet end klasseundervisning: ingen ekstra lokaler, ingen udenomsplads, lange smalle gange osv.
Det var håndfast undervisning, der blev bedrevet, med en tydelig klokke der ringede, når timen begyndte og sluttede, og der var ikke mange elever uden for lokalerne i timerne, ja det blev henstillet fra rektor, at man skulle beholde eleverne i klassen, hvis man var færdig før tiden, da de andre klasser ellers ville blive forstyrret af elever, der havde fået fri.
Det har jo ændret sig - på godt og ondt! Timer er blevet til moduler, man kan holde pause, når man vil, ingen klokke der ringer, selvstændigt arbejde diverse steder på skolen osv. Er det fremskridt?
Det er en meget vanskelig sag at afgøre. Eleverne er nok blevet mere selvstændige generelt, men der er også mange, der har det vanskeligt med den store frihed, og som derfor spilder megen tid med at vandre, med at snakke og med diverse udenoms på computeren. Men sådan er verden indrettet nu, 'ansvar for egen læring' som et modeord hed for nogle år siden. Det har naturligvis noget godt i sig, når eleverne skal være kritiske og selv finde relevante kilder osv., men som f.eks sproglærer kan man synes, at det er vanskeligere at få eleverne til at lære eksakte sproglige discipliner som f.eks. grammatik. Det er nok et område, der kræver en vis form for regelmæssig pisk over nakken for de fleste elever, og regelmæssighed er noget af det, der er uhyre svært at opnå efter gymnasiereformen med alle de forskellige afbrydelser til AP, AT og de øvrige eksotiske forkortelser.
Dagens opgave: Vurdér meget kort fordele og ulemper ved den nye tværfaglige pædagogik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar